Destinationer

Konflikttyper i projektet

21. november 2024John Ryding Olsson

Vurder hvilken konflikttype du står overfor og vælg løsning

Når du erfarer, at en konflikt er under opsejling, bør du først undersøge, hvad konflikten drejer sig om. Hvad er problemet? Hvilken konflikttype er der tale om? De forskellige konflikttyper skal nemlig løses på forskellige måder.  I projektarbejdet ser vi som regel fire forskellige konflikter.

Interessekonflikter handler om modsatrettede ønsker og krav, og der er intet odiøst i at have forskellige interesser! Konflikten bygger på, hvilke ønsker eller krav der skal tilgodeses her i projektet – dine eller mine. Denne type konflikt opstår ofte i forbindelse med ressourceallokering, arbejdsområder, tidsanvendelse, forskellige interesser i projektet og forskellige prioriteringer i målsætningen. Løsninger vil ofte være et kompromis mellem de to eller flere interesser. Det betyder ikke, at vi mødes på midten! Kompromisset bestemmes ofte af parternes indbyrdes magtforhold.

Forståelseskonflikter handler om en manglende forståelse for, hvorfor den anden gør sådan. Den anden handler og arbejder på en uforståelig måde, f.eks. pga. en anden faglighed, anden uddannelsesmæssig baggrund eller andre præferencer. Konflikterne bygger på manglende tolerance over for forskellighed eller misforståelser. Løsningen er ofte at sætte sig sammen og tale om forskellighederne, eller arbejde sammen og opdage, at den anden har andre styrker, end jeg selv har.

Værdikonflikter stikker dybere end interesse- og forståelseskonflikter. Konflikternes kerne er målet for vores arbejde samt hvilke midler, man bør bruge for at nå målet. Det kan handle om værdier angående flid, kvalitet, arbejde, fritid, fleksibilitet, ordholdenhed, åbenhed, hjælpsomhed osv. Ofte kan vi ikke ændre hinandens værdier i et kort projektforløb. Derfor vil løsningen her ofte være at aftale spilleregler i projektet. ”Vi ved, at vi har forskellige værdier, men her i projektet gør vi sådan her.”

Magtkonflikter berører det udødelige emne: ”Hvem bestemmer her?”. Her vil projektleder og delprojektledere blive udfordret, men det kan også være specialisten med indsigten, der kan have svært ved at komme igennem med sine synspunkter, fordi andre dominerende teammedlemmer vinder de øvrige projektdeltageres opbakning. I magtkonflikter kan vi ikke indgå kompromis. Enten bestemmer man, eller også bestemmer man ikke. Derfor må projektlederen træde i karakter her, hvis nogen ikke accepterer vedkommendes ledelsesret. I nødstilfælde kan man få hjælp fra projektejer til at sætte rollefordelingen på plads.

quote

"I don't believe we have a professional self Monday through Friday and a real self the rest of the time. It is all professional, and it is all personal."

- Sheryl Sandberg

Hvem er airborn leadership?

Som projektleder har jeg altid ønsket mig et sted, hvor jeg kunne klikke ind og få inspiration, relevant viden og konkrete værktøjer, uanset tidspunktet og hvor jeg var. En trådløs værktøjskasse hvor viden kom til mig gennem luften. En hjælp der kunne give mig et konkret løft i min nuværende udfordring.

Du har aldrig været vigtigere som projektleder. Projekter er motoren i udvikling af en bedre forretning, nye produkter, forbedringer i samfundet og den globale omstilling til bæredygtig energi og produktion. Dit lederskab er derfor altafgørende. Som leder og projektleder er du værktøjet, der skaber resultaterne.

Jeg håber airborn leadership kan være din gateway til viden indenfor projektledelse, uanset hvilken rejse du er på.

John Ryding Olsson Grundlægger & forfatter
John Ryding Olsson Grundlægger & forfatter John Ryding Olsson

Søger du luft under vingerne?

Bliv opdateret med ny viden og nye værktøjer direkte i din indbakke